Til menu  

LAMIPRO + EGGER

Dato: 11-02-2014


Fra www.woodsupply.dk, af Rasmus Gregersen, Wood Supply


LAMIPRO SKAL REPRÆSENTERE EGGER I DANMARK
Den østjyske produktionsvirksomhed bliver lagerførende af flere af EGGERs produkter. Målet er at komme tættere på de mindre og mellemstore kunder i træindustrien.

Lamipro-direktør Kim Christensen har store forventninger til virksomhedens nye samarbejde med den østrigske Egger-koncern.
Lamipro har siden etableringen i 1997 været kendt for sin produktion af blandt andet plader og paneler, der afsættes gennem landets tømmerhandler. Men med virkning fra årsskiftet har den familieejede Randers-virksomhed føjet en spændende opgave til de eksisterende; nemlig at repræsentere østrigske Egger på det danske marked. Dermed rettes et øget fokus mod salg til industrien.

- Vores største kundegrundlag er klart tømmerhandlerne. Med Egger får vi mulighed for at ramme industrien langt bredere end tidligere, og rent forretningsmæssigt giver det os et ben mere at stå på. Derudover har vi den fordel, at vi bliver forhandler af et meget stærkt brand, og vi er stolte over at repræsentere en så imponerende virksomhed, fortæller Lamipro-direktør Kim Christensen til Wood Supply.


ØGET TILGÆNGELIGHED PÅ DET DANSKE MARKED
Hos Egger Scandinavia forklarer salgschef Niels K. Jørgensen, at samarbejdet skal ses i lyset af et ønske om at gøre Eggers brand og produktsortiment mere tilgængeligt for den danske træindustri; ikke mindst de mindre og mellemstore virksomheder.

- Vi er i forvejen aktive på det danske marked og servicerer en række store virksomheder i Danmark. Men vi har haft visse begrænsninger på de mindre industrikunder, fordi vi ikke har været i stand til at levere den service, de har efterspurgt. Det bliver vi nu, og min forventning er, at vi sammen med Lamipro kan gøre sortimentet mere tilgængeligt for kunderne og dermed styrke Eggers position i træbranchen, siger han. 


BÅDE SALG OG FORARBEJDNING
De nye varer er så småt begyndt at ankomme til lageret i Randers, og Lamipros sælgere har allerede besøgt de første kunder – med succes.

- Det er et særdeles stort arbejde, men tilbagemeldingerne er meget positive, sige Kim Christensen. Han har store forventninger til effekten af det nye samarbejde, som på lidt længere sigt vil blive en klar gevinst for begge parter:

- Egger har hidtil primært leveret produkter i stort antal fra Tyskland. Nu rykker lageret tættere på kunderne, og som produktionsvirksomhed vil vi ikke blot forhandle varerne, men også tilbyde forarbejdning. Dermed øges fleksibiliteten markant, siger han.


 
11. januar 2014